Kærlighedens Missionærer Fædre

I et lille kloster i udkanten af Rom bor Kærlighedens Missionærer Fædre.
Her kommer de til for at uddanne sig som præster, før de drager ud i verden.
De har lagt livet med karriere, parforhold og ejendomsret bag sig for at tjene Gud.
Med Gud, Jesus og Moder Teresa i ryggen går de i Roms gader
for at hjælpe dem, der intet har.
_________________________________________________________________________
Fuglene er så småt begyndt at synge i den kølige morgenluft i udkanten af Rom.
På gulvet i et lille kapel sidder fire gråklædte mænd i stilhed.
Klokken er 05.30.
En efter en slutter deres brødre sig til dem.
Ingen af dem er beslægtede i kødelig forstand, men i deres løfter til Gud.
På alteret foran dem står en gylden opsats med en hvid plade i midten.
Det er Eukaristien, legemliggørelsen af Jesus Kristus.
De næste tre kvarter sidder de fordybet i bøn og meditation. I stilheden er de i kontakt med Gud.
Sådan starter hver dag i det lille kloster.
Ifølge broder Gabriel er det her, de finder energien til at gå ud i verden og hjælpe de fattigste af de fattige.
”Hvis vi ikke har vores personlige tid med Gud, ender vi som maskiner.”
”Vi går ikke ud og hjælper for vores egen skyld. Vi gør det for Gud. For at slukke Kristi tørst 
på korset som redskaber for hans kærlighed.” 
Tre bløde bank på en bog fylder rummet.
Synkront rejser de sig op fra gulvet. En monoton bøn afbryder stilheden.
”Hellige Maria, Guds moder.”
Ordene klinger ud, mens stilheden langsomt kommer igen.
Kort efter svarer de resterende brødre:
”Omfavn os i dit hjerte og bed for os.”
Klokken er 06.15 og det er tid til morgenmesse.
Det lille kloster uden for Rom
Broder Gabriel står midt på klosterets gård. Over ham hænger nøgne vinstokke fra sidste år.
Han er iført grå lærredsbukser, grå skjorte og en grå pullover. På brystet hænger et kors med Jomfru Maria ved siden af den døende Jesus.
I hjørnet står en statue af Jesus med ansigtet mod den grå metalport, der adskiller dem fra den omkringliggende verden.
De er ikke lukket inde, det er den sekulære verden, der er lukket ude.
Det lille kloster blev bygget af Kærlighedens Missionærers grundlægger Moder Teresa og hendes ordenssøstre i slutningen af 1960’erne. Deres opgave var dengang som i dag at hjælpe samfundets fattigste.
Dengang bestod det omkringliggende område af barakker, som Roms fattigste havde bygget under de antikke akvædukter, der løber lige bag ved klosteret. Derfor valgte Moder Teresa netop denne placering til den første afdeling i Europa.
I dag er barakkerne væk. Området er blevet mindre fattigt, og klostret er blevet videregivet til Kærlighedens Missionærer Fædre. Fædrene er den yngste af Kærlighedens Missionærers fem grene. De er ordenens præster.
I klosteret bor tre fædre. De er færdiguddannede præster. Derudover bor der fire dekaner og otte brødre. Brødrene og dekanerne er her for at uddanne sig.
Alle varetager de forskellige opgaver i klosteret og resten af Rom. Opgaverne i klosteret er bestemt af, hvor langt de er i deres uddannelse. Fædrene holder messe. Dekanerne kan hjælpe dem og prædike, mens brødrene, alt efter hvor langt de er i deres uddannelse, kan assistere med forskellige mindre opgaver i messen og bønnen. 
Broder Gabriel
Undervisningen på universitetet er slut.
Broder Gabriel er på sit sidste semester i denne omgang. Om kort tid skal han tilbringe et år hos en anden Fader‑afdeling, hvor han skal oplæres som præst.
Han har endnu ikke givet sit evighedsløfte. De sidste fire år har han én gang om året fornyet sit løfte til Gud og den katolske kirke, men om et år, når han kommer tilbage til Rom, bliver det hans tur.
Oprindeligt kommer broder Gabriel fra en middelklassefamilie i Vadodara i det vestlige Indien, hvor hans far arbejdede for staten, og hans mor underviste på en skole drevet af katolske munke.
Troen og kirken var tæt på Gabriel i hans barndom, men det lå aldrig i hans planer, at det var den vej, han skulle gå. Faktisk lå livet i kloster langt fra hans tanker.
Som mange andre unge var hans liv præget af uddannelse, kærester og karriere, og ifølge Gabriel gik det godt.
”Gud velsignede mig med mange gode ting i mit liv. Min familie elskede mig. Min virksomhed voksede, og min kæreste elskede mig, og alligevel forsøgte jeg på en måde at modsætte mig Gud, at flygte fra Ham. Jeg elskede Gud på mine egne betingelser og i min egen tryghed. Dybt inde forblev jeg tom.”
Han var ikke klar til at opgive sit liv, men følelsen af udbrændthed blev ved med at hænge fast i ham. Derfor foreslog hans fætter en dag, at han besøgte en lokal gruppe jesuitmunke.
”Først sagde jeg til min mor, at jeg ikke ville være præst. Men da jeg ankom, følte jeg, at det var her, jeg hørte til – jeg følte mig hjemme.”
Kort efter sit ophold hos munkene var Gabriel ude for en ulykke, der gjorde ham sengeliggende i længere tid.
I denne periode voksede hans nærhed til Gud. Sengeliggende brugte han de fleste af døgnets timer på at bede og læse bøger om helgener som Frans af Assisi.
”Det [kaldet] blev så klart for mig i løbet af de tre måneder, at jeg til sidst sagde ’ja’ til Gud: ’Jeg vil følge dig, uanset hvor du kalder mig’.”
Kvinden på hjørnet
Trafikken i Roms gader er intens, men roligt bevæger den gråklædte broder sig frem. Fra sin lomme tager han diskret en rosenkrans.
Han går ofte de cirka 9 km hjem fra universitetet. For ham er det en måde, hvorpå han kan koble af.
En perle ad gangen roterer rosenkransen i hans hånd, mens han bevæger sig ind og ud mellem turister ved byens seværdigheder.
”Jeg beder, mens jeg går,” fortæller han. ”Jeg beder for eksempel for dem, jeg har mødt i Caritas.”
Biler og knallerter suser forbi i høj fart på vejen ved siden af Basilica di San Giovanni, kirken hvor paven har sin post som biskop af Rom.
”Vi skal lige herover,” siger broder Gabriel og kigger over på den anden side af den store vej. Igennem trafikken har han fået øje på en kvinde. Sammenkrummet sidder hun på hjørnet af den store kirke med en skål i hånden. Byens turister passerer hende, uden at ænse hende.
Broder Gabriel går målrettet. På italiensk begynder han at tale til hende. Hendes ansigt lyser op, idet hun ser ham.
Kvinden hedder Maria. Broder Gabriel spørger, hvordan hun har det.
Maria løfter sin hånd op til det ene øje. Hun kan ikke åbne det. Dette er et problem, som broder Gabriel prøver at finde en løsning på.
Han besøger hende ofte for at se, om hun er okay.
Der er et øjeblik af ro mellem de to, mens trafikken og turisterne hastigt passerer dem. Maria spørger ind til broder Gabriels familie. Han ser dem ikke ofte, men de var på besøg i december.
Han fortæller, at de har det godt, og at de var glade for at møde hende.
Efter cirka ti minutter er det tid til at fortsætte turen hjem til klosteret.
Broder Gabriel tager afsked med Maria og rejser sig.
”Du må hilse din mor,” siger hun, idet Gabriel vender sig om for at gå.
Det lover han at gøre, mens han stille bevæger sig tilbage i den romerske trafik.
Støtten
”Der står hun.”
Dekan Francisco, en broder i starten af 30’erne, parkerer klosterets blå Fiat Punto foran Caritas‑herberget.
Kærlighedens Missionærer har egentlig deres eget herberg, Casa Madre Teresa, i nærheden af deres kloster, hvor de hjælper mænd fra gaden, men hver søndag kommer de hos Caritas‑herberget for at holde messe og tale med herbergets beboere.
En af dem er Ester. Hun er 68 år og kommer oprindeligt fra Nigeria, men har de seneste 30 år boet i Italien.
Støttende til en krykke går hun roligt hen mod bilen.
For mange af de hjemløse, som brødrene arbejder med, gælder det, at deres fortid er sløret.
Enten vil de ikke tale om den, eller også kan de af forskellige årsager ikke huske den, men for brødrene er det underordnet. Hvis de har brug for hjælp, skal de få den.
”Jeg er usikker på hendes historie, men vi mødte hende i Caritas,” fortæller han, mens han slukker bilen.
”Hun var egentlig protestant, men ville gerne være katolik, så jeg har støttet hende i sin konvertering.”
Selvom Caritas for Ester er ensbetydende med at have tag over hovedet, bryder hun sig ikke om at bo i herberget. Hun tilbringer det meste af tiden i kapellet, hvor hun gør rent og sørger for, at der er orden. Derfor prøver dekan Francisco at hjælpe Ester med at finde et sted at bo.
Den seneste tid har de gennem kommunen prøvet at få tildelt en lejlighed til Ester. I dag er det afgørelsens time, så dekan Francisco har tilbudt at støtte Ester til hendes møde.
”Hvor vil du gerne bo?” spørger dekan Francisco, mens de bevæger sig gennem formiddagstrafikken.
”Et sted, hvor jeg kan være alene og lave mad. Min egen mad.”
Sammen lægger de en plan for, hvad de vil arbejde på, inden de går ind til mødet.
Døren går op. Ester og Franceico kommer ud. De går stille, men smilende, ned ad gangen. Foran elevatoren begynder de at tale sammen.
Stemningen er høj. Det er ikke gået præcis, som de havde håbet, men Ester har fået tildelt et værelse på et kommunalt ældrecenter, så hun skal flytte fra Caritas.
Dekan Francisco
Sidste år aflagde Francisco sit evighedsløfte. Det binder ham til at leve resten af sit liv som munk. Men ligesom for broder Gabriel har det ikke altid ligget i kortene, at han skulle være præst.
Som 17‑årig flyttede han hjemmefra uden at have et sted at bo.
Der fulgte et par rodløse år, hvor han boede hos venner og kærester, indtil han til sidst ville have sit liv tilbage på sporet. Derfor tog han til Mexico.
”Jeg tog dertil som frivillig for at arbejde med gadebørn.”
I Mexico mødte han et ægtepar, som hjalp ham med at komme ind på musikkonservatoriet.
I starten var det godt. Han var ved at uddanne sig til violinist, han spillede i orkester og var på vej til at komme ind i et af de store orkestre i Mexico.
Men livet som musiker er hårdt, og han mistede glæden ved at spille. Han ville ikke mere.
En dag, mens han sad og tænkte over, hvad han ville med sit liv, hvis han ikke skulle være musiker, kunne han mærke, at noget trak i ham. Han ville hjælpe folk, der havde brug for hjælp. Gøre en forskel.
Derfor begyndte han at søge på internettet, hvor han fandt Kærlighedens Missionærer Fædre.
Der var noget i deres arbejde, der tiltrak ham.
Han besøgte en af deres afdelinger i Mexico og boede med dem i to uger.
Under sit ophold fik han en bønnebog, der er skrevet af fader Joseph Langford, Fædrenes grundlægger.
”Jeg sad i kapellet med bogen. Jeg havde ikke førhen bedt af mig selv, men den følelse, jeg fik, var så stærk, at jeg vidste, at det var det her, jeg skulle.”
Efter sit ophold hos fædrene vendte han tilbage til konservatoriet og færdiggjorde sin uddannelse, men følelsen var der stadig. Derfor valgte han at tilslutte sig dem.
Det er nu 11 år siden.
Til efteråret bliver han præst. Det betyder, at han får lov til at tage hjem og besøge sin familie.
”Mine søskende er begyndt at blive gift og få børn,” fortæller han med et skævt smil på læben.
”Jeg har spurgt dem, om de ikke kan planlægge det, så jeg er hjemme og kan stå for ceremonierne.”
Afbrækket i eftermiddagssolen
Eftermiddagssolen trækker lange skygger på fodboldbanerne bag klosteret. Da klosteret blev bygget, lå det uden for byen, men i dag har byen udvidet sig, og omkring det lille kloster ligger der små parcelhuse, en park og en sportsklub, hvor brødrene får lov at låne den yderste bane cirka en gang om måneden.
Brødrene træder ind gennem den rustne jernport til banen. Den næste time træder de ud af deres grå ordenstøj og trækker i farverigt sportstøj med logoer på brystet, der trækker tråde til et tidligere liv.
Med en rutine, der minder om den, man ser i en skolegård, får første- og anden‑vælgerne hurtigt delt holdene.
”Hvad er stillingen?” råber en broder på sidelinjen.

”2‑1,” lyder svaret fra banen.

”Oh, mamma mia!”
For brødrene er fodboldkampen et afbræk i en ellers fastlagt hverdag. I ordenen lever de under simple kår og med bøn og arbejde som deres centrale gøremål. Derfor bliver timen på banen et pusterum, hvor de for en stund kan lægge klosterets faste rytme bag sig.
”Hvorfor spillede I ikke mig?” spørger dekan Kone. Han er en af de tre afrikanske brødre i klosteret.

”Du sad jo ned hele tiden!” Broder John slår håbløst ud med armene.

”Ja, det er min taktik,” griner dekan Kone højt.

”Så tror de, at jeg er ufarlig.”
Trætte trasker brødrene tilbage til klosteret og tilbage til arbejdet.
Et lyttende øre
En stor gruppe folk har stillet sig i kø foran porten til Caritas. Det er søndag, sidst på eftermiddagen, og suppekøkkenet i Caritas åbner snart.
Fader Manuel, en gråhåret mand fra Argentina, prøver at komme igennem menneskemængden. Portvagten stopper dem. Selvom brødrene kommer her hver søndag eftermiddag for at fejre messe med dem, der har lyst, har han aldrig set dem før.
Fader Manuel kigger rundt og peger på de øvrige brødre, mens han på italiensk forklarer vagten, at de skal ind og holde messe i kapellet. Efter lidt overtalelse får de lov til at komme ind.
På forreste række i det lille kapel sidder Ester klar. Hun lyser op, da hun ser brødrene. Fader Manuel sætter sig på en stol med ansigtet mod alteret. Her sidder han i stilhed, mens dekan Francisco og broder Saulo stemmer deres instrumenter og gør klar til messe.
Ude på pladsen foran kapellet står dekan Patrick og tager imod Caritas’ brugere. Det er ikke alle, der vil ind til messe, men for dekan Patrick er det underordnet.
”De har brug for, at der er nogen, der taler med dem som de mennesker, de er.”
Køen til suppekøkkenet er længere end køen til kapellet.
Selvom langt de fleste kommer for at få et måltid mad, ser han ikke arbejdet som spildt.
Ifølge dekan Patrick har mange i starten paraderne oppe og vil ikke lytte til en prædiken. De har i højere grad brug for at blive hørt, og hvis nogle har lyst til at deltage i messen, er de velkomne til det.
Fra kapellet lyder toner af sang. Bagerst sidder broder Saulo med en guitar. Når brødrene holder messe i deres eget kapel, spiller de ikke musik, men i Caritas er det anderledes. Her synger og spiller de salmer og sange til Gud. 
Fader Manuel har iklædt sig en lilla messehagel. Det er tid til, at messen kan gå i gang.
Efter messen mødes brødrene ved bilen. Mens de venter på den sidste, fortæller dekan Patrick om tiden ude på pladsen.
”Jeg talte med en mand, som fortalte mig hele sin livshistorie.” Han kigger på fader Manuel.
”Hans far tog ham med til USA, da han var barn. Han har levet hele sit liv der, men fik aldrig statsborgerskab, så nu er han blevet deporteret til Italien, hvor han ikke kender nogen. Han kom hertil for en uge siden, og nu bor han på gaden.”
Brødrene kigger på dekan Patrick. De er målløse.
Klosterlivets vilkår
Klosterlivet kan virke som et radikalt valg. Det er de godt klar over, brødrene.
At give slip på karriere, familie og ejendom for at træde i fodsporene på én, som vandrede på jorden for 2000 år siden.
Og det er da heller ikke uden tvivl i sindet, at man gør det.
Det starter med en dannelsesproces, der står på over flere år. Fra kortere prøveperioder som civil, over novicestadiet med selvransagelse, til fire år som broder, et som dekan og til sidst fader resten af livet.
De lover at tjene Gud i lydighed, kyskhed og fattigdom.
Ikke alle kommer hele vejen. Det ser de ikke skævt til. For brødrene er livet i klosteret Guds valg, som de siger. For nogle ligger kaldet bare uden for murene.
For mange af brødrene gælder det, at de har levet et liv med kærester. Det lægger de ikke skjul på, og livet i klosteret ændrer heller ikke på, at man til tider føler sig tiltrukket af andre mennesker.
”Jeg er et menneske, ligesom jeg var uden for klosteret,” siger broder Gabriel.
”Jeg bliver også tiltrukket af kvinder. Det er naturligt, men spørgsmålet er, hvordan man agerer på følelserne.”
Når det sker, tager han det med i sine bønner. Vender sig mod Gud. Det er som et ægteskab, siger han.
”Selvom du er gift, kan du også blive tiltrukket af en anden, men du ved, hvem du har forpligtet dig til. Kærlighed er ikke kun en følelse, men et ægte forhold. Det er mit forhold til Gud.”
Den samme tankegang gælder, når det handler om fattigdom og lydighed.
Brødrene har givet sig selv 100 % til Gud. De har opgivet et liv med ejendom for et liv, hvor de ikke ejer meget andet end deres tøj. Til gengæld mener Gabriel, at de er rige på ånd, fællesskab og mening.
Da capo
Om søndagen er alle brødrene ude i Roms gader for at hjælpe. Nogle tager til Caritas, andre til brødrenes eget herberg Casa Madre Teresa, og andre igen tager en kande kaffe og croissanter i en rygsæk og drager til Termini‑stationen, hvor mange hjemløse søger hen.
Efter dagens gerninger mødes de og spiser sammen, hvorefter de samles i kapellet. Det er kulminationen på hele ugens arbejde.
På en lille piedestal i kapellet står et lille kors. I midten af korset er en rude; bag den er et relikvie fra Moder Teresa — en dråbe af hendes blod.
Broder John rejser sig fra gulvet og tager korset og en lille flaske med vievand.
De andre brødre går ud i gården og stiller sig med retning mod en statue af Jomfru Maria.
Med ét begynder de at synge. Det er en hyldest til deres hellige Moder. Da sangen slutter, går fader Manuel frem. Han har vievandet, som han stænker ud over brødrene. Så stiller de sig én efter én på række foran fader Manuel, klar til at modtage velsignelsen under det lille kors.
Herefter forsvinder de ud på deres værelser, hvor kun de kommer.
Ugen er slut.
I morgen kl. 05.30 starter de forfra med bøn og omsorg for de allerfattigste i Rom.
↑Back to Top