Kasper Søholt - Den skjulte elite

Den skjulte elite

De bliver ofte mødt af fordomme og en forudindtaget holdning om, at deres sport mest er et hyggeprojekt, men landet over træner para-atleter hver dag med og mod deres handicap. For nogle af dem handler træningen om an- det end at hygge sig. De gør det for at sikre sig en plads til De Paralympiske Lege i Paris.

af Kasper Søholt

Lette bølger ruller hen over det kolde vand i Bagsværd Sø. Ud af morgendisen kan man skimte en gul singlesculler.

Med ryggen til sit mål roer Karina Lauridsen hen ad den to kilometer lange bane ved Bagsværd Ro-stadion. Klokken er halv ti og Karina er næsten igennem de 10 kilometer, der udgør dagens første træningspas.

“Hurtige hænder, Karina!”

Lidt bag hende sejler en grøn motorbåd. I den sidder hendes træner og råber korrektioner til hende gennem sin instruktørmegafon.

Ved første øjekast ser alt ud som det plejer på søen, men Karina ror ikke som de andre på søen. Hun kan kun bruge sine arme.

Den anden flamme

Når flammen til De Paralympiske Lege (PL) tændes i Paris den 28. august, betyder det starten på en af verdens største sports- begivenheder. 4.400 atleter er samlet til, hvad der for dem er kulminationen på års intens træning, fysiske test og kvalifikationer.

De er klar til tre ugers hård kamp om medaljer. Men for nogle af dem handler det om mere end metal. Det er en kamp for respekt og anerkendelse som sportsfolk med funktionsnedsættelser. Selvom anskuelsen af folk med handicap har ændret sig i en positiv retning over de senere år, møder de stadig begrænsninger og fordomme når det kommer til sport.

Karina Lauridsen, 47 år

Viklet ind i linerne fra sine faldskærme faldt Karina gennem luften med 120 km/t. Under hende kom en nysået kornmarken nærmere og nærmere, indtil hun til sidst ramte den.

I live, men uden førligheden i sine ben lå Karina på jorden. Bange for om hun vil blive fundet, eller om hendes 24-årige liv skulle ende dér på marken.

Næsten hele sit liv havde hun dyrket sport på eliteplan. Det skulle ulykken ikke få lov til at stoppe.

“Når sådan noget sker, kan man vælge at sætte sig i et hjørne og søbe i selvmedlidenhed, eller man kan finde en vej videre og få det bedste ud af det.”

Et år efter ulykken stod hun med en medalje om sin hals. Med et stød på omkring 7,19 meter vandt Karina bronze ved VM i para-atletik. Hun var startet til atletik, men skiftede hurtigt til svømning, hvor svømmede sig til en plads i parasvømningens verdenselite.

”Jeg har vundet det meste.”

Efter mange år i svømmesporten skulle der ske noget nyt. På en køretur i starten af 2023 fik hun øje på nogle roere ude på vandet, og som et lyn fra en blå himmel slog det ned i hende.

“Det er det, jeg skal!”

Med en målsætning om, at skulle deltage ved PL i Paris 2024 gik Karina i gang med at finde udstyr og træner, men det skulle vise sig at være en større kamp end først antaget.

I mange år havde pararoning ikke været at finde i Danmark. Derfor havde Karina svært ved at finde en båd. Hun måtte derfor starte sin mission med en forældet en af slagsen.

Næste skridt var at finde en træner, men det var også lettere sagt end gjort. Til sidst indvilgede ro-træneren Morten Tibian dog i at give hende tre uger til at vise sit værd.

Modstanden var dog en motivation for Karina. Hun skulle bevise, at det ikke bare var en sjov idé hun havde fået, og vise ro-miljøet, at hun tog det 100% seriøst. Derfor tog hun orlov fra sit arbejde og indrettede sin bil så hun kunne sove i den, for hele tiden være i nærheden af vandet.

“Jeg går på kompromis med mange ting for at nå mit mål. Det er man nødt til for at opnå de fremskridt jeg har opnået det sidste år.”

I dag, omkring et år efter hun startede med at ro, er hun kommet et langt stykke vej. Med træner og lånte midler har hun kunne leje en moderne og konkurrencedygtig parasculler brænder den paralympiske flamme i Karina mere end nogensinde.

For Karina er målsætningen at sikre sig en plads til PL, men hvis det ikke sker, bliver det ikke slutningen for hende. Hun vil kæmpe videre for en plads i toppen af pararoningen, og for anerkendelsen som atlet.

“Jeg drømmer om mere integration, forståelse og respekt som atlet. Bare fordi jeg slider kørestolsdæk i stedet for skosåler, så er jeg stadig atlet på eliteplan.”

Martin Black Jørgensen, 32 år

Statisk summen fra lysstofrørene spreder sig, da Martin tænder cafeterielyset i Næstved Skytteforening. Han er her alene. Der er ikke åbent endnu, men Martin har sin egen nøgle. Han kommer tit midt på dagen for at træne. På den måde kan han have skydebanen for sig selv. Det er ikke, fordi han ikke vil væres sammen med de andre i klubben, men han har brug for at skyde så meget som muligt. Det er man nødt til, når man skyder på hans niveau.

“Da jeg var barn, spillede jeg rigtig meget fodbold, men så blev jeg syg.”

Martin var et aktivt barn. Som de fleste af hans venner løb han rund og legede, men da han var ti år gammel, fandt lægerne en knude i hans ryg. Martin havde cancer.

Med sygdommen fulgte et liv i kørestol, og hans mulighed for at dyrke sport blev minimeret. Skydningen blev Martins sport. Det var en af de få sports- grene han kunne gå til i sit lokalområde, men det var sjovt, så det gjorde ikke noget. Han måtte dog hurtigt stoppe igen.

”Mange af skydeklubberne ligger i kældre eller i foreninger, hvor det ikke er til at komme ind med en kørestol, så jeg kunne ikke komme med til konkurrencer.”

Martin lagde riflen på hylden, men stærkt opsat på at skulle dyrke sport gav han sig blandt andet i kast med kørerstolsrugby. Det var dog en kort fornøjelse, da han brugte mere tid på at transportere sig frem og tilbage, end på at spille.

Efter mange år genoptog han i 2017 skydningen, og denne gang blev det en vedvarende romance. Han satte hårdt ind med træningen og skød i 2023 til en plads på landsholdet, og det viste sig hurtigt derefter, at han kunne gøre sig gældende på den internationale scene.

“Ved mit første internationale stævne, i Hannover, vandt jeg. Og senere på året blev jeg nummer tre til EM.”

Det sportslige fællesskab Martin manglede i din ungdom, finder han på landsholdet. Ifølge ham er fællesskabet med til at højne deres niveau. Motiveret af presset fra holdkammeraterne skyder de bedre, både individuelt og som en del af holdet.

Det højnede niveau betyder også en større fokus på Martins krop. Derfor er styrketræning også en vigtig del af hans hverdag.

Martin håber, at flere med handicap vil komme ud og dyrke sport, da han mener, at det vil være med til at højne niveauet i dansk parasport.

Leon Jørgensen, 39 år

Lyset er slukket. Fra en højtaler på et bord midt i lokalet strømmer blid, atmosfærisk musik. Spredt sidder gråklædte personer med lukkede øjne. Danmark står der på ryggen af deres træningstrøjer. Om halvanden time starter åbningskampen ved Musholmcup. Det danske kørestolsrugbylandshold skal møde det engelske. De danske spillere starter deres forberedelse med mindfulness.

Lægerne sagde, at Leon var rask, at han ikke havde arvet sin fars sygdom, men i løbet af børnehaveårene begyndte Leon at falde mere end de andre børn. Kort før han startede i skole blev han undersøgt igen, og lægerne konstaterede, at han havde Charcot-Marie-Tooth, en form for muskelsvind, der svækker musklerne og nervesignalet i hænder, fødder, underarme og –ben.

I starten kunne Leon følge med sine venner, men som årene gik udviklede sygdom- men sig, og idræt blev skiftet ud med anden undervisning.

Manglende aktivitet og en usund livsstil betød, at Leon tog på, og i takt med at vægten øgedes, begyndte en usikkerhed at sprede sig i ham. Han blev genert og indadvendt, men et højskoleophold blev et vendepunkt for ham.

“Jeg begyndte på Egmont Højskole. Der mødte jeg mange andre unge med handicap, og det fik mig til at tro mere på mig selv.”

På højskolen lærte han, at han ikke var så unormal, som han havde følt sig.

“Jeg var overvægtig, men jeg begyndte at tabe mig, og jeg kunne mærke, at træningen og vægttabet gjorde noget godt for min sygdom.”

I starten kastede han sig ud i kørestolsbasket, men hurtigt så den daværende landsholdstræner Torben Nygaard, at Leon havde noget at byde på. Han opfordrede Leon til at skifte sport, men i første omgang syntes Leon ikke, at det var noget for ham.

“Jeg havde set video af det, men jeg syntes ærlig talt ikke, det så spændende ud.”

Det vendte dog hurtigt, og Leon var ikke længere ham med handicappet. Han var sportsmand. I 2011 stoppede han sin uddannelse for at dedikere sig 100% til sporten. Han spillede over de næste år skiftevis i Danmark og USA.

For Leon er det dog ikke kun på banen, at sporten har givet ham en hel del. Til EM 2009 mødte han Carina. Hun var frivillig ved dommerbordet. I dag, 15 år senere er de gift og har to drenge. Og familien er sporten er de to ting, der fylder mest i Leons liv.

”Udover min familie, er det kørestolsrugby jeg bruger meste tid på.”

Når Leon ikke er sammen med familien, spiller og træner han i klubben Falcons på Frederiksberg. Derudover arbejder han i Parasport Danmark, hvor han arrangerer events der skal fremme kendskabet og udbredelsen af parasport.

Martin Heggelund, 40 år

To svage klik går gennem cykeltræningscenteret i udkanten af Roskilde, da Martin træder sig fast i pedalerne. Dagens træning består af to timers cykling efterfulgt af styrketræning.

Sveden begynder at løbe ned over Martins pande og ned over ansigtet, før den drypper af og lander på gulvet. Rundt og rundt kører hans ben. Kun den specielle skinne, der sidder fæstnet til hans skinneben afslører, at Martin ikke er en helt almindelig cykelrytter.

Da Martin blev født, fik han ikke nok ilt. Det resulterede i en hjerneskade og et liv med, cerebral parese (CP), i højre side af kroppen.

Men det skulle ikke stoppe Martin. På trods af problemer med balancen, kastede han sin kærlighed på cykling, og det hjalp ham med at vinde kontrollen over sine muskler.

Da Martin blev født, fik han ikke nok ilt. Det resulterede i en hjerneskade og et liv med, cerebral parese (CP), i højre side af kroppen.

Men det skulle ikke stoppe Martin. På trods af problemer med balancen, kastede han sin kærlighed på cykling, og det hjalp ham med at vinde kontrollen over sine muskler.

I 2018 syntes han, at der skulle ske noget. Han besluttede sig derfor at cykle til Paris med sin far, på tandem. På turen gik det op for Martin, at han godt kunne cykle mere end bare for motionens skyld.

Tilbage i Danmark, begyndte arbejdet for en specialbygget cykel med to baghjul. Men det var ikke nemt, og Martin måtte spare for at få råd til den. Paracykling, eller Trike, er i modsætning til i Sverige, ikke en særlig stor sport herhjemme. Det skaber en stor mangel på konkurrencer på dansk jord. Derfor konkurrerer Martin primært i udlandet, når han skal køre point hjem til landsholdet. Han håber dog, at dette vil ændre sig i fremtiden.

“DM bliver afviklet sammen med de raske atleters DM. Jeg håber, at det kan gøre, at folk ser os, og at det måske inspirerer nogle til at starte med at cykle,” siger han.

Martins målsætning er at komme med til PL. Derfor arbejder han dagligt på at forbedre sin form. Dette foregår blandt andet med udholdenheds- og styrketræning. For Martin er træningen en motivation.

“Jeg kan se, at det styrker min krop. Jeg falder ikke, som jeg plejede, og det giver mig lyst til at fortsætte.